Nytåret nærmere sig, sæsonen har efterhånden været slut i noget tid og en ny sæson står snart for døren. Og hvilken sæson det har været – særligt for Michelle Vesterby, som ud af elleve races i 2016, har stået på podiet i ni af dem. Fire sejre er det blevet til, fire andenpladser og en enkelt tredjeplads.

Og netop Michelle Vesterbys sæson, er den, som vi tager et lille tilbageblik på i denne artikel.

Åbnede sæsonen med en andenplads i første afdeling af DM Tri Serien i Ikast

Michelle Vesterbys sæson, startede tilbage i slutningen af april, da hun var til start i 1. afdeling af DM Tri Serien i Ikast. Det må siges at være en rolig start på sæsonen – i hvert fald set fra en langdistance-triatlets synspunkt.

Racet i Ikast, som blev kørt på sprint-distancen, og med svømning i en indendørs pool, gav, på trods af den korte distance, en rigtig fornuftig åbning på en god sæson. Hun krydsede nemlig målstregen som nummer to, efter en total tid på 56:08.

Der er ingen tvivl om, at Michelle Vesterby føler sig godt tilrette i det våde element. Allerede under svømningen, fik hun placeret sig i fronten, da hun med svømmetiden 8:17 for de 750 meter, var oppe af vandet som nummer fire. Og det var seksten sekunder efter den førende Heidi Thranum (Aalborg Triathlon Klub).

På cyklen, måtte hun dog se sig selv falde lidt tilbage. Aalborgensiske Pernille Linder var, sammen med Anne Marie Ahrens (Odense Triathlon Klub) og Karoline Hemmsen, stukket af fra resten af feltet, hvor Linder var den første til at stille cyklen i T2. Et halvt minut senere, ankom en femmandsgruppe til skiftezonen, hvor Vesterby var med – der ville derfor være en del tid at hente på de afsluttende fem kilometer løb.

På løbet, lykkedes det da heller ikke Michelle Vesterby, at få indhentet alle de tre i front. Pernille Linder krydsede stregen som vinder, imens Vesterby næsten fik indhentet hende – hun sluttede som to’er, kun fire sekunder fra sejren og med en margin på 24 sekunder til Karoline Hemmsen på tredjepladsen.

Nummer to i Club La Santa Volcano Triathlon på den olympiske distance

Lige efter andenpladsen i Ikast, satte Michelle Vesterby sig i flyet og fløj til en tur til Club La Santa på Lanzarote. Udover at få en god portion træning i banken, deltog hun i det lokale Club La Santa Volcano Triathlon på den olympiske distance.

Også i dette race, fik hun skabt sig en fornuftig start på svømningen. Efter at have tilbagelagt de 1500 meter svømning i tiden 20:45, var hun nummer to i T1 – 22 sekunder efter den førende Amber Rombaut (Belgien).

De 22 sekunder blev dog hurtigt hentet på cyklen, og efter få kilometer på den tohjulede, havde Michelle Vesterby lagt sig alene i front. Da hun efter 40 kilometer cykling, stiller cyklen i T2 i tiden 1:10:48, er hun den førende kvinde. Og så gjaldt det jo egentligt bare om, at holde den position på de afsluttende ti kilometer løb.

Det var der dog lige en brite som ikke var helt enig i. Britiske Alice Hector kom nemlig utroligt hurtigt løbende bagfra, og kunne med knap en tredjedel af løbet tilbage, overtage føringen. Vesterby kunne ikke svare igen på britens angreb, og kunne derfor lade sig hylde som nummer to på målstregen, i en total tid på 2:15:47. Til sammenligning sluttede Alice Hector i tiden 2:13:44, så hun har virkeligt haft smæk på, på de afsluttende kilometre.

Nummer to til DM i non-draft sprint i Tri på Tyren

Godt og vel en måned efter andenpladsen på Lanzarote, var Michelle Vesterby igen tilbage på dansk grund, for at køre race. Denne gang gjaldt det det efterhånden legendariske Tri på Tyren, som samtidigt var det danske mesterskab i non-draft sprint.

Med to andenpladser til at åbne sæsonen på og en efterfølgende træningslejr på Club La Santa, skulle man tro, at hun ville køre sejren hjem på Tyren. Men sprint-distancen er jo langt fra jernmands-distancen, som er Michelles speciale – alligevel blev det til endnu en flot andenplads.

Det særlige ved Tri på Tyren er, at deltagerne bliver sendt afsted én efter én. Det vil sige, at der ikke er nogen massestart, og det er derfor en ren enkeltstart, hvor man ikke kan drage fordel af sine konkurrenter på svømningen. Vesterby sætter sine fødder på land i tredje bedste tid, og det gør hun med et tidstab på tyve sekunder til den førende Line Thams (Aarhus 1900 Triathlon) og fire sekunder til Anne Holm (Ganløse Tri-Center) på andenpladsen.

Dernæst gjaldt det 23,2 kilometer non-draft cykling, som derfor i modsætning til i DM Tri Seriens første afdeling i Ikast, passer bedre til Vesterby. Her får hun kørt sig en enkelt placering op, samtidigt med, at hun får kørt to sekunder ind på den førende Line Thams.

Med kun 18 sekunder imellem de to, var der dermed lagt op til det helt store show. Men selvom Michelle Vesterby løber lidt hurtigere end Line Thams, så når hun aldrig at hente tid nok på de afsluttende fem kilometer løb. Det bliver dermed Thams som løber med sejren, imens Vesterby napper andenpladsen, elleve sekunder fra førstepladsen. Nummer tre blev i øvrigt Maja Stage Nielsen, som sluttede 1:48 efter Vesterby og 1:59 efter Thams.

Nummer to i Challenge Billund-Herning på den halve jernmand

Et par uger efter DM-sølvet i Tri på Tyren, var det tid til en noget mere passende distance. I hvert fald for Michelle Vesterby. Den tolvte juni var Challenge Billund-Herning, på den halve jernmand, på menuen – og med blandt andre stærke Maja Stage Nielsen på startstregen, skulle det blive spændende at se, om det denne gang ville lykkes at køre sejren hjem.

Allerede fra startskuddet lød, gav der stor spredning i kvindefeltet. Britiske Catherine Emma Jameson havde lagt sig alene i front, imens Michelle Vesterby lå på egen hånd som nummer to. Jameson var da også den første til at være på land, imens Vesterby var den næste, 50 sekunder efter. Maja Stage Nielsen var nummer tre til at tage hul på cyklingen, men da hun var 2:57 efter Jameson og 2:07 efter Vesterby, skulle hun have masser af fart på cyklen, for at nå op.

Det lykkedes da heller ikke for hverken Michelle Vesterby eller Maja Stage Nielsen, at nå op til den førende brite på cyklen. Den førende kvinde havde simpelthen for meget fart på, og det betød, at Vesterby undervejs på de 90 kilometer cykling, faldt yderligere 3:30 bagud, så hun i T2, havde et hul på 4:20 op til førstepladsen. Maja Stage Nielsen havde heller ikke fået hentet ind på hverken Jameson eller Vesterby, så ved starten på løbet, så det ud til, at det skulle blive en britisk sejr.

Men så skete der altså pludseligt ting og sager. Efter 15 af de 21,1 kilometer løb, fik Michelle Vesterby lukket hullet til Jameson, og hun kunne slet ikke følge med i Vesterbys tempo. Til gengæld kom Maja Stage Nielsen også hurtigt bagfra, så den føring som Vesterby havde skabt sig, blev lukket efter knap 19,5 kilometer. Det skulle dermed blive en ren dansk dyst om sejren.

Maja Stage Nielsen trak det længste strå, da hun efter at have indhentet Vesterby, fik lagt sig alene i front. Og det holdte hun de sidste halvanden kilometer til mål. Michelle Vesterby løb sig ind på andenpladsen, 42 sekunder efter Nielsen, imens Catherine Emma Jameson sluttede på tredjepladsen, tre minutter efter Nielsen og 2:18 efter Vesterby.

Sejren kom endelig i Øresund Triathlon

Med andenpladsen i Challenge Billund-Herning frisk i erindring, var det to uger senere, tid til en tur til det københavnske. Her gjaldt det Øresund Triathlon på den halve jernmand, og med fire andenpladser i træk, måtte det jo efterhånden være tid til en sejr. Og netop i Øresund, lykkedes det langt om længe.

Michelel Vesterby dominerede fra start til slut, da hun allerede på svømningen, får bragt sig alene i front. Hun tilbagelagde de 1900 meter svømning i tiden 26:00, hvilket var 1:17 hurtigere end Trine Søby (Tri4) som nummer to og 3:21 hurtigere end Mia Nielsen (Playground Tri) som nummer tre.

På cyklen fortsætter Michelle sit sejrstogt på egen hånd. Hun bruger kun 2:29:41 på de 90 kilometer cykling, og det betyder altså, at hun i T2 har et hul på 12:36 til Mette Resting (A-H Cykler) som er den næste kvinde. Sejren ser dermed ud til at være indenfor gevaldig rækkevidde, med kun et halvmarathon tilbage.

Og som tidligere nævnt, så var sejren også hvad hun fik. Det afsluttende halvmarathon bliver der brugt 1:32:18 på, og det giver en total tid på 4:31:35 – en tid, som er mere end et kvarter hurtigere end Signe Køngerskov (SigmaTri) på andenpladsen.

Nummer seks i Challenge Roth efter mekaniske uheld på cyklen

Når det nu endelig lykkedes Michelle Vesterby, at skaffe sig sæsonens første sejr i Øresund, blev det tid til ét af sæsonens allerstørste mål; Challenge Roth. Det lykkedes dog overhovedet ikke som hun havde håbet, da hun efter mekaniske problemer på cyklen, løb i mål som nummer seks.

Hun havde dog lagt sig en yderst favorabel position allerede på svømningen, da hun kom op af vandet i en firemands stor forfølgergruppe til den førende Daniella Ryf. Forfølgergruppens tidstab i vandet, var dog til at føle på – 3:08 skulle der gå fra Ryf havde sat sine fødder på landjorden, til forfølgerne fulgte hendes fodspor.

Herefter var det så på cyklen, at jagten skulle gå ind på den førende Ryf. Hun er dog kendt for sin utrolige styrke på den tohjulede, så det skulle vise sig, at være tæt på en umulig opgave. Det gjorde det da heller ikke nemmere, at Michelle Vesterby måtte døje med nogle tekniske problemer på cyklen, så det race, som var udset som et af de store sæsonmål, begyndte at gå lidt skævt. Vesterby kommer dog alligevel ind til T2 i tiden 4:53:29 som nummer seks, men det er altså 24:31 efter den førende Ryf og ti minutter fra tredjepladsen.

Tidstabet får dog ikke Vesterby til at sætte farten ned. Hun kæmper hele vejen igennem det afsluttende marathon, og det betyder, at hun med løbetiden 3:15:52, holder sin sjetteplads. Den totale tid blev i øvrigt 9:04:32, knap et kvarter fra podiet og 42,5 minut fra Daniella Ryf, som endte med at vinde.

Sejr i Challenge Fredericia på den kvarte jernmand

Den lille skuffelse over resultatet i Roth, fik ikke lov at hænge længe, før Michelle Vesterby igen var at finde på en startstreg. Denne gang var det Challenge Fredericia på den kvarte jernmand, som blev kørt den sjette august, i og omkring Fredericia. Om det var frustrationen over Roth, eller om det var god form, skal vi ikke kunne sige – men i hvert fald ender hun med, at vinde i Fredericia, med mere end otte minutter.

Allerede fra startskuddet lød, var det sikkert og vist, at Vesterby var kommet til Fredericia for at få revanche, fra sjettepladsen i Roth. Selvom hun ikke er den første kvinde på land efter de 950 meter svømning, så er hun alligevel nummer to, kun otte sekunder fra Mathilde Pugholm Hvid (Aarhus 1900 Triathlon) på førstepladsen.

Til gengæld får hun både indhentet førstepladsen og kørt de andre agterud på cyklen. Vesterby presser cyklen fra T1 til T2 i tiden 1:14:40, som altså gør, at hun kan tage hul på det afsluttende kvarte marathon, med et forspring på knap fem minutter til nummer to, Trine Poulsen (PI – Triatlonafdeling).

Føringen på fem minutter, blev da heller ikke ligefrem sat over styr på det afsluttende løb. Faktisk udbyggede hun sit forspring yderligere, så hun i mål, havde 8:15 ned til Trine Poulsen på andenpladsen. Sluttiden blev 2:14:06, så det blev i hvert fald bevist, at formen absolut var tilstede.

Sejrer i Challenge Norway på den halve jernmand

Med en dugfrisk sejr i Fredericia, tog Michelle Vesterby et par uger senere, et smut til Tønsberg i Norge, for at køre Challenge Norway. Racet i norge blev kørt på den halve jernmands-distance, og da det jo er væsentligt tættere på Michelles yndlingsdistance, jernmanden, i forhold til i Fredericia, så mulighederne for endnu en sejr god ud.

Michelle Vesterby beviste da også allerede fra start, at hun var kommet for at vinde. Hun lagde sig solo i front på de 1900 meter svømning, og den nærmeste forfølger, var Birgitte Krogsgaard (Aarhus 1900 Triathlon). Vesterby var dog i land 2:07 før Krogsgaard, så det var altså et ganske solidt forspring, hun havde skaffet sig så tidligt.

Vesterby beviste da også efterfølgende på cyklen, at hun var stålsat på at vinde. Nogle kædeproblemer, som i øvrigt var de samme som i Roth, drillede undervejs, men alligevel formår hun, at køre dagens hurtigste cykelsplit. Det betød naturligvis samtidigt, at hun fik udbygget sit forspring yderligere – et forspring, som så bare skulle holdes, på de 21,1 kilometer afsluttende løb.

Og forspringet holdt. Birgitte Krogsgaard får indhentet 29 sekunder på Vesterby, men alligevel vinder hun med 3,5 minut til nærmeste konkurrent og landsmand, Krogsgaard. Et fyldigt racereferat fra det norske race, kan i øvrigt læses her.

Nummer seks i Ironman World Championship på Hawaii

Efter to sejre i de seneste to stævner, blev det tid til årets helt store mål; Ironman World Championship på Hawaii. Michelle Vesterby skjuler på ingen måde, at hendes drøm er en podieplads i Kona, og med sidste års fjerdeplads, var der absolut en tro på, at det sagtens kunne lade sig gøre i dette års race.

Hun beviser da også allerede fra start, at hun i hvert fald er i form til at gøre det. Hun kommer op af vandet som en del af en tolvmands stor frontgruppe, hvor blandt andre Camilla Pedersen og forhåndsfavoritten Daniella Ryf er med. Og vil hun køre på podiet, så er det i hvert fald også her, hun skal være.

Også på cyklen, giver Vesterby en god tro på, at hun slutter i toppen. Hun blander sig konstant blandt de forreste på den første halvdel af cyklingen, men må undervejs en tur i Penalty Box, som gør, at hun taber alvorligt meget tid til de forreste kvinder. Det ender med, at hun ankommer i T2 som nummer syv, med 16:36 op til den suveræne Ryf, som på turen hjem fra Hawi, har kørt sig alene i front.

Efter både svømning og cykling, ventede der Michelle Vesterby en lang og hård marathon. Hun kæmpede dog hele vejen til mål, og fik undervejs overtaget sjettepladsen, som hun dermed holdte hele vejen til mål. Men var det det hun kom efter? – Slet ikke, men alligevel udtrykte hun efterfølgende en stor tilfredshed med sin egen præstation, som blev understreget ved, at hun nærmest dansede over målstregen ved molen i Kona.

Vil du læse mere om racet i Kona, finder du vores racereferat derfra her.

Tredjeplads i Challenge Forte Village Sardinia

De fleste Kona-deltagere, vælger at gå på off-season i samme øjeblik, som de krydser målstregen på Hawaii. Men ikke Michelle Vesterby. Tre uger efter strabadserne i Stillehavet, var hun igen at finde på startstregen – denne gang på Sardinien i Challenge Forte Village Sardinia på den halve jernmands-distance.

Formen fra Hawaii, blev absolut også vist frem på den italienske Middelhavs-ø. Hun kommer, med en stabil svømning, op på land som nummer to i et stærkt felt – og så er stilen ligesom lagt for resten af racet.

På cyklen har Vesterby faktisk kortvarigt føringen, men en stærk hollænder, Tine Deckers, sørger hurtigt for, at danskeren ikke skulle ligge og rode rundt i front, alt for længe. Andenpladsen holder Vesterby dog hele vejen til T2, men Deckers, hun er simpelthen smuttet over alle bjerge.

Andenpladsen holder dog kun til der er seks kilometer tilbage af det afsluttende halvmarathon. Italienske Sara Dossena, som hele vejen har været uden for top ti, løber sig hele vejen op igennem feltet, og passerer først Michelle Vesterby og derefter Tine Deckers, som dermed dumper ned på andenpladsen. I mål er Dossena den første til at krydse målstregen, imens Deckers er den næste – til gengæld bliver podiet fuldendt med Michelle Vesterbys tredjeplads.

Læs i øvrigt en grundigere gennemgang af racet på Sardinien her.

Sejrer i Ironman Cozumel og sikrer sig billetten til Kona 2017

Og så kom vi så til det sidste race i Michelle Vesterbys 2016-sæson. Ironman Cozumel. Den 27. november var Michelle Vesterby, sammen med Camilla Pedersen, til start på den mexikanske ferie-ø, og det endte med en flot sejr, efter at have domineret i fronten stort set hele vejen.

Vi talte med både Michelle Vesterby og Camilla Pedersen et par dage før startskuddet lød, og de var begge ærlige om, at de glædede sig til off-season efter Cozumel-racet. Det så dog umiddelbart ud til, at de begge var hundrede procent i racemode på raceday, for allerede på svømningen, fik de to danske kvinder vist, at de absolut var klar til at dyste om sejren.

Michelle Vesterby kom, sammen med Camilla Pedersen, op af vandet i en firemands forfølgergruppe til den førende Lauren Brandon, som svømmede solo hele vejen. Fem minutter skulle der gå, fra Brandon havde sat sine fødder på landjorden, til firemandsgruppen fulgte med – men derfra gik det også stærkt.

For på cyklen, fik Vesterby hurtigt et samarbejde op at køre med Camilla Pedersen, og de to indledte i fællesskab en jagt på Lauren Brandon i front. Samtidigt fik de hurtigt sat deres følgesvende fra svømningen – og efter 117 kilometers cykling, fik de to danske piger indhentet den førende.

De tre fulgtes mere eller mindre ad ind til T2, hvor Camilla Pedersen var første kvinde på løberuten, imens Michelle Vesterby var den næste. Allerede tidligt på det afsluttende marathon, stod det klart, at Lauren Brandon ikke kunne være med i danskernes tempo, og så var der pludseligt en ren dansker-duo i førepositionen.

Ti kilometer inde på løbet, måtte Vesterby dog også lade Camilla Pedersen løbe afsted. Vesterby var dermed efterfølgende alene i stort set halvdelen af marathonet, dog aldrig mere end halvandet minut efter den førende Pedersen. Men ved 35-kilometermærket, skete miraklet. I hvert fald for Vesterbys vedkommende. Camilla Pedersen er gået helt kold, og Vesterby generobrer føringen – en føring, som hun holder hele vejen til mål.

Sluttiden bliver 9:08:06, hvilket er 4:37 hurtigere end Lauren Brandon, som nåede at indhente Camilla Pedersen et par kilometer før mål, og 6:05 hurtigere end selvsamme Camilla Pedersen, som ender som treer.

Samtidigt med sejren i Cozumel, sikrede Michelle Vesterby sig også adgangsbilletten til næste års Ironman World Championship. Og måske vi ser hende på podiet i Kona næste år?

Læs i øvrigt et mere fyldigt referat fra Michelle Vesterbys sejr i Cozumel her.

DEL
Mit navn er Morten og det er mig der driver Pastaparty.dk. Jeg er familiefar med en fantastisk kæreste og to vidunderlige døtre. Og så ser jeg mig selv som ret ambitiøs med tri-sporten, hvor jeg ovre på min personlige hjemmeside Mortenfalkstorling.dk, blogger om min tri-rejse.

2 KOMMENTARER

Leave a Reply