Prisen som Årets Triatlet 2016 gik til Andreas Schilling, prisen som Årets Age Group Triatlet 2016 gik til Carol Rasmussen og Prisen som Årets Talent 2016 gik til Sif Bendix Madsen. Nu har Dansk Triatlon Forbund også offentliggjort på deres hjemmeside at Prisen for Årets Børne- og Ungeinitiativ 2016 går til ungdomsafdelingen i Tørring IF Triathlon.

Dansk Triatlon Forbunds ordinære generalforsamling er altid værd at se frem til. Det er nemlig altid her at priserne fra året der gik bliver overrakt. Tidligere har vi kunne skrive at Andreas Schilling løb med titlen som Årets Triatlet 2016 og at Carol Rasmussen løb med titlen som Årets Age Group Triatlet 2016. Samtidigt blev unge og lynhurtige Sif Bendix Madsen kåret som Årets Talent 2016.

En anden pris – og måske én af de vigtigste overhovedet når vi kigger på dansk triathlons fremtid – er Prisen for Årets Børne- og Ungeinitiativ. Denne pris bliver tildelt til det initiativ der vurderes at være det bedste for dansk triathlons børn og unge, og for året 2016 blev det ungdomsafdelingen i Tørring IF Triathlon der løb med prisen.

Tilbyder låneudstyr til klubbens unge medlemmer

Kigger vi nogle måneder tilbage, så forstår man godt hvorfor Prisen for Årets Børne- og Ungeinitiativ 2016 gik til ungdomsafdelingen i Tørring IF Triathlon. I starten af januar skrev vi nemlig her på Pastaparty.dk at klubben var blevet tildelt 25.000 kroner af Hedensted Kommune til indkøb af udstyr til klubbens unge. Helt konkret skulle de 25.000 kroner gå til indkøb af open water-udstyr til de unge triatleter, såsom våddragter, neoprenhatte, havtasker og lignende.

Men indkøbet af open water-udstyr er ikke det eneste der er blevet brugt penge på i klubben. Klubben råder også over en række racercykler som de unge triatleter kan låne.

Dansk Triatlon Forbund: En ungdomsafdeling der virkelig er i udvikling

Udstyrsniveauet i klubbens ungdomsafdeling er dog ikke det eneste der har haft indflydelse på valget af klubbens som Årets Børne- og Ungeinitiativ 2016. På Dansk Triatlon Forbunds hjemmeside skriver forbundet nemlig følgende om forholdende i klubben:

– “Det er en ungdomsafdeling der virkelig er i udvikling og som hele tiden søger nye veje at gå. Tørring Tri holder sig ikke tilbage for at invitere gæstetrænere, som er til glæde og inspiration både for de unge og trænere. Der er også indgået samarbejde med andre ungdomsafdelinger i landsdelen med fællestræninger og stævner. Et sted hvor ungdomsafdelingen virkelig har ”bidt sig fast” er i at søge midler hos kommunen og andre interessenter – og de er dygtige til det! De har blandt andet modtaget midler til at købe udstyr til åbent vand træning, våddragter og en racercykel, som de unge kan låne.”

– “Når man taler med trænere eller unge fra klubben mærker man hurtigt at der er en enormt god energi og glæde ved triatlon, og de deltager altid når der bliver afholdt camp eller andre arrangementer i DTriF regi.”

Hele meddelelsen kan læses på Dansk Triatlon Forbunds hjemmeside her.

DEL
Mit navn er Morten og det er mig der driver Pastaparty.dk. Jeg er familiefar med en fantastisk kæreste og to vidunderlige døtre. Og så ser jeg mig selv som ret ambitiøs med tri-sporten, hvor jeg ovre på min personlige hjemmeside Mortenfalkstorling.dk, blogger om min tri-rejse.

Leave a Reply